Datering af bundisen ved hjælp af fysiske og biologiske metoder

Ved at kombinere forskellige  biologisk dateringsmetoder ( racemisering af aminosyrer, AAR og Molekylært urdatering, COI) og fysiske dateringsmetoder (kosmogen, 10Be/36C og luminiscens, OSL), er det muligt at  beregne konsensusalderen af bundisen og af det biologiske materiale det indeholder.

 

Bundisen kan dateres ved en kombination af fysiske1 og biologiske2 metoder.

På Center for Is og Klima anvender forskerne tre fysiske metoder:
-  Kosmogen henfaldsdatering af 10Be/36Cl
 - Urandatering ved hjælp af 238U/234U
-  Optisk stimuleret luminiscensdatering (OSL).

De anvendte biologiske metoder er:
- Racemisering af aminosyrer
- Molekylært urdatering af invertebrat COI mt-dna sekvens.

Konsensusalderen, som fremkommer ved en kombination af fysiske og biologiske metoder, viser et tidsspan, som dækker perioden indenfor hvilken isen er dannet, og urenhederne, hvorfra det nedbrudte dna er identificeret, er inkorporeret.

Urenheder kan f.eks. være jordpartikler hvortil nedbrudt dna fra fortidens planter og dyr kan være bundet, og dermed bevaret. Alderen svarer til minimumsalderen for, hvornår området sidst var isfrit, og for hvornår isen begyndte at blive bygget op.

Metoderne kan ikke forventes at give den præcis samme alder, idet de daterer forskellige typer af processer i isen.

1.    Fysiske metoder:
10Be/36Cl giver en alder for hvornår nedbøren faldt og blev inkorporeret i iskappen eller gletcheren. 238U/234U –dateringen estimerer hvorlænge urenhederne eller jordpartiklerne har siddet i isen. OSL-dateringen estimerer hvornår mineralerne i isen sidst var udsat for sollys.

2.    Biologiske metoder:
Racemisering af aminosyrer angiver tiden siden organismerne de stammer fra døde, og hvornår nedbrydningen begyndte. Molekylært ur-analyse anvendes på et kort dna-fragment i gensekvensen COI hos invertebrater, og tester:


i)    Hvorvidt det er forskelligt fra nuværende tæt beslægtede invertebratarter.
ii)   Om den genetiske forskel mellem de dna-sekvenser, som er bevaret i isen, er sammenlignelige med moderne beslægtede dna-sekvenser. Resultatet viser hvor længe siden det er, at de eksisterede. Metoden er brugbar på baggrund af eksisterende estimater for, hvor hurtigt den pågældende genetiske region udvikler sig. Ved at benytte en statistisk model og sammenligne forskellen imellem den gamle og den moderne sekvens, er det muligt at estimere et tidsinterval for, hvornår den gamle sekvens stammer fra.


En kombination af fysiske og biologiske metoder daterede bundisen i DYE-3 iskernen til en minimumsalder på 450.000 år -se kortet over Grønland til højre, hvor de forskellige dybe iskerne boringer er angivet.

Den anvendte metode vil ligeledes blive benyttet for at bestemme alderen på bundisen i Camp Centuryog NEEM. Metoden bliver løbende optimeret efterhånden som flere basale isprocesser bliver klarlagt.

LÆS OGSÅ
Datering