Smeltning af Grønlands indlandsis kortlagt

Smelter al isen på Grønland og flyder ud i havet og forårsager kolossale havstigninger på Jorden, når den globale temperatur stiger? Den afgørende bekymring er, hvor stabil iskappen egentlig er, og ny dansk forskning fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet kan nu vise indlandsisens udvikling 11.700 år tilbage i tiden – helt tilbage til starten af vores nuværende varmeperiode. Resultaterne er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift, Nature.

Der er foretaget adskillige boringer både gennem Grønlands indlandsis og små kystnære iskapper. Ved at analysere hvert eneste årlag i de kilometer lange iskerner kan forskerne få detaljeret viden om fortidens klima. Men nu har den danske forsker Bo Vinther, Center for Is og Klima, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet og kollegaer i samarbejde med forskere fra Canada, Frankrig og Rusland fundet en helt ny måde at tolke informationerne fra iskerneboringerne.

”Iskerner fra forskellige boringer viser forskellige klimahistorier. Det kunne jo skyldes, at de er boret meget forskellige steder på og ved Grønland, men det kunne jo også skyldes højdeændringer af indlandsisen, fordi selve højden gør, at der er forskellige temperaturer” fortæller Bo Vinther om teorien.

Indlandsisen er i dag på sit højeste sted mere end tre kilometer tyk, og tykkelsen falder ud mod kysten. Fire af boringerne, som indgår i analysen er fra den centrale indlandsis, mens to af boringerne er fra små iskapper udenfor selve indlandsisen, det er Renland ved østkysten og Agassiz, der ligger lige ud for Grønlands nord-vest kyst i Canada.

Små iskapper viser standard

De små iskapper er stabile og har ikke ændret sig i højden, og selv om de ligger meget langt fra hinanden på hver sin side af den centrale indlandsis, viser de samme klimahistorie. Det betyder, at man kan bruge de små iskappers klimahistorie som standardreference for de andre.

Bo Vinter siger derfor, at de fire boringer gennem indlandsisen ville have haft samme klimahistorie, hvis der ikke havde været højdeændringer i tidens løb. Man ved, at for hver 100 meter, man stiger i højden, falder niveauet med 0,6 promille for ilt-isotopen ¹⁸O, der angiver temperaturen i luften. Så hvis der er en forskel på 1.2 promille, har højden ændret sig 200 meter.

Ved nu at sammenligne indholdet af ¹⁸O i alle årlag fra de fire boringer gennem indlandsisen med ¹⁸O-indholdet i de samme årlag i de små iskapper, har Bo Vinther beregnet iskappens højdeforløb gennem 11.700 år.

Temperaturfølsom iskappe
Lige efter istiden steg højden af iskappen lidt. Det skyldes, at når man går fra istid til varm tid, kommer der hurtigt mere nedbør. Men samtidig sker der det, at de områder, der ligger nærmest kysten, hurtigt begynder at blive mindre, det er fordi isen smelter ved randen. Når isen smelter ved randen, får det langsomt hele iskappen til at ’falde sammen’ og blive lavere.

Beregningerne viser, at i løbet af cirka 3.000 år ændrede højden sig og blev op til 600 meter lavere i de kystnære områder. Men også inde på midten var der en langsom proces, hvor højden mindskedes omkring 150 meter i løbet af omkring 6.000 år. Så stabiliserede den sig.

De højder, som er fundet ved hjælp af ¹⁸O-målingerne fra iskernerne, er tjekket med andre metoder, f.eks. ved at måle isens luftindhold, der også er afhængigt af højden.

De nye resultater viser udviklingen af iskappens højde gennem 11.700 år, og den viser, at iskappen er meget følsom overfor temperaturen. Resultaterne kan bruges til nye modelberegninger til forudsigelser af fremtidens konsekvenser af klimaændringerne.