Mindeord for Henrik B. Clausen – Københavns Universitet

Center for Is og Klima > Nyhedsfolder > Danske nyheder > Mindeord for Henrik B....

29. august 2013

Mindeord for Henrik B. Clausen

Henrik B. Clausen på en af hans mange videnskabelige ekspeditioner, som foregik blandt andet i Grønland og på Antarktis. Hans arbejde lagde grunden for de procedurer, som verden over i dag benyttes indenfor iskerneforskningen. En indsats som blandt andet førte til udnævnelse til Ridder af Dannebrog, og til at en gletscher i Vestantarktis nu bærer hans navn: Clausen-gletscheren.

Henrik blev født i Ribe i 1937, og efter studentereksamen fra Ribe Katedralskole i 1956, begyndte han studierne til civilingeniør i kemi ved Polyteknisk Læreanstalt. Efter endt eksamen i 1962 blev han straks ansat af prof. Willi Dansgaard til at udarbejde kemiske ekstraktionsmetoder for kulstof fra CO2 fra luftbobler, og for silicium fra isen, til betemmelse af isens alder ud fra indholdet af de radioaktive isotoper 14C og 32Si.  Henrik deltog i Dansgaards ekspedition til Norge i 1963, hvor de forsøgte at sprænge stykker af en norsk gletscher med trotyl. Senere deltog han i ekspeditioner til Hintereisferner i Østrig og til Eqip Sermia og den amerikanske station Camp Century  i Grønland. Ved Eqip Sermia arbejdede Henrik sammen med Bernhard Stauffer fra Schweiz, og det udviklede sig til et livslangt venskab. Ved Camp Century arbejdede Henrik hårdt med indsamling af prøver, og her er et uddrag af Dansgaards dagbog onsdag, den 29.juli 1964: ”Midt om natten råbte Henrik op og skældte ud på de folk, som dagen før havde skåret is ud lige ned i hovedet på os: ”Kan De ikke smide al den sne et andet sted, mine herrer?” Jeg tændte lyset og spurgte, hvad der var galt. ”De smider en masse sne ned i min seng!”, ”Har du sne i din seng?”, spurgte jeg. ”Ja, min seng er fuld af sne, og nu er der ikke plads til mig mere”. ”Måske skulle du lægge dig stille ned og sove videre”, ”Ja, måske skulle jeg det, fandens osse” - og det gjorde han.” 

Da Willi Dansgaard i 1967 via en aftale med Chester Langway fik adgang til måle det senere så vigtige forhold mellem stabile ilt-isotoper, delta 18O, på Camp Century iskernen i USA havde han en gruppe bag sig til opgaven: Henrik Clausen, Sigfus Johnsen og Claus Hammer. Henrik tilbragte ugevis i frostrummet ved CRREL i Hanover, New Hampshire med opskæring af prøver. Her udviklede Henrik et livslangt venskab med Chester Langway som fortsatte, da Chester flyttede til Buffalo. I Buffalo traf han desuden Hitoshi Shoji, som også blev en meget nær ven. Gennem arbejdet i USA kom han til at spille en central rolle for at verdens første iskernebaserede klimakurve blev udarbejdet. Så selv om Willi Dansgaard stod for fødslen af iskerneforskningen, som vi kender den i dag, var Henrik sammen med Sigfus Johnsen afgørende fødselshjælpere.

Det viste sig, at det var lettere at bestemme isens alder ved hjælp af modelberegninger og optælling af årlag med delta 18O svingninger, end ved de radioaktive metoder, som Henrik anvendte. Imidlertid savnedes uafhængige målinger, som kunne bekræfte dateringens rigtighed. Henrik begyndte systematisk at indsamle iskerneprøver og udvikle en kemisk ekstraktionsmetode til opsamling af de radioaktive isotoper, som faldt på sneen som følge af atombombesprængningerne i 50’erne og 60’erne. Geigertællerne i København registrerede nu menneskeskabt radioaktivitet, i stedet for at måle på Kulstof og Silicium. Prøver i hundredevis blev målt, og det viste sig, at uanset hvor i Grønland sneprøver blev taget, så var snelaget fra 1963 meget mere radioaktivt end alle andre lag. 1963-laget kom til at danne referencen for alle senere tidsbestemmelser. Senere arbejdede Henrik sammen med Claus Hammer om udviklingen af en metode til bestemmelse af syrelag i isen, og de var de første som producerede en kalender over vulkanudbrud baseret på svovlsyrelag i iskerner. Henrik var blandt de første til at indse, at selvom man ikke kunne identificere de enkelte udbrud, så måtte det tidslige mønster af udbrud være det samme i iskernerne. I resten af sit videnskabelige virke arbejdede Henrik med at optælle årlag i is og måle isens kemiske sammensætning, for ved hjælp af optællingen, og det vulkanske fingeraftryk, at bestemme isens alder i en given dybde, og synkronisere de forskellige iskerner således at optællingsfejl kunne minimeres. 

Henrik var bekeden, altid venlig og høflig ”hjemme” i omgangen med kolleger og studerende. Han var ikke glad for at stå i centrum i store forsamlinger – det lod han Willi Dansgaard om. Men i ”felten” skulle man ikke komme ham på tværs. I ”felten” var han ikke bange for at sige sin bramfrie mening. Han afskyede mangel på grundighed i arbejdet. Flere generationer af medarbejdere i felten har i tidens løb oplevet Henriks skarpe tunge, når arbejdet ikke blev udført med stor grundighed, eller når folks adfærd ikke levede op til ”normale civiliserede standarder”.  Han var central i etableringen af den danske tradition for, at uanset de primitive forhold på isen, måtte man hver lørdag vaske sig og iføre sig jakkesæt og slips, for på den måde at vise sig selv og sine omgivelser ”at man ikke var degenereret til abe-stadiet endnu”. Han var desuden frygtet for, i sine taler ved middagsbordet som lejrleder, at påpege manglende hygiejnestandarder i forbindelse med toiletbesøg – ingen detaljer blev udeladt.  På trods af dette, var Henrik meget vellidt af alle feltdeltagere.

Henrik havde en enestående hukommelse, og han kunne huske detaljer fra iskerner som få. Desuden havde han historie som hobby, især Roms historie. Romernes opfattelse af livsnydelse tiltalte ham meget, og han mente, at nogle af de bedste liv der var levet, må have været som romersk rigmand (ikke slave) i Toscana i Roms falmetid under Pax Romanum i det 2. og 3. århundrede. Han kunne sine romerske kejsere, og mangen en student kunne mærke hans begejstring under en iskerneboring, når man borede ned gennem lagene fra romertiden: ”Nu er vi ved Markus Aurelius. I morgen når vi Augustus, og om et par dage når vi ned til Republikken og de Puniske krige”.  Denne historiske indsigt blev krydret af, at Henrik sammen med Claus Hammer og Walter Friedrichs i 1988 var de første som fandt spor af Santorinis udbrud i iskernerne, og daterede udbruddet til 1642 f.kr. Dette rystede eksperterne i den Minoiske kultur i den arkæologiske verden, for datoen var ca. 150 år ældre end hidtil antaget. Den dag i dag har datoen ikke flyttet sig synderligt; men imellemtiden har den geologiske 14C datering nærmet sig iskernernes.  

Det er dog især for sin indsats for grundighed i arbejdet med iskerner at Henrik vil blive husket. Hans arbejde lagde grunden for de procedurer som verden over i dag benyttes i iskerneforskningen, og  denne grundighed udgør rygraden i den Københavnske kalender over klimabegivenheder i de sidste 60.000 år, som i dag anses for en international standard. Han har oplært flere yngre generationer ved Center for Is og Klima i færdigheden ”at checke, gen-checke og checke igen”, og hvorledes man tæller årlag.

I tidens løb har Henrik undervist hundredevis af geologer og geografer i fysik, hvor han fik øgenavnet ”Ikke sandt”-Clausen. Han fortsatte med undervisningen indtil alder og svækket helbred forhindrede ham i både at undervise og forske på samme tid. Han fortsatte dog ufortrødent med forskningen.

I sit virke har Henrik, eller ”Hank”, som var hans kælenavn i felten, været aktiv i feltarbejdet: Norge, Østrig, Eqip Sermia og Camp Century Grønland i 60’erne. Milcent, Crete, Dye-3, Dye-2 og South Dome i Grønland under GISP samt flere steder i Antarktis under RISP i 70’erne, og i 80’erne Dye-3, Camp Century, GRIP, Renland i Grønland og Byrd Station i Antarktis. I 90’erne gik turen til GRIP, Hans Tausen og NGRIP, indtil en blodprop i hjertet i 1998 satte en stopper for yderligere feltarbejde. Selvom Henrik derefter var fysisk svækket, fortsatte han sit videnskabelige arbejde, for hovedet fejlede bestemt ikke noget. Han deltog endda i boringen af endnu en iskerne, denne gang fra en underjordisk gletscher i Dobsinahulerne i Slovenien. Han fortsatte sit arbejde med iskernedatering og synkronisering, nu i samarbejde med Bo M. Vinther, indtil kroppen i foråret 2013 blev så svag, at han ikke kunne mere. 

Henrik Brink Clausen har livet gennem ydet en ekstraordinær kraftfuld indsats for dansk iskerneforskning som vi ved Center for Is og Klima ved Niels Bohr Instituttet i dag høster frugterne af. Han har haft stor indflydelse på den succes som iskernegruppen har haft. Hans entusiasme og systematik gjorde ham særdeles respekteret verden over. Henriks altid gode og positive indstilling og hans direkte, tørre og bramfri humor har holdt os kørende mange gange, hvor tingene kunne være barske. For sin indsats for dansk forskning blev Henrik udnævnt til Ridder af Dannebrog, og han er én af de få danskere (måske den eneste) som har lagt officielt navn til en geografisk lokalitet i Antarktis: Clausen-gletscheren i Vestantarktis.

http://www.geographic.org/geographic_names/antname.php?uni=2850&fid=antgeo_105

Vi vil savne ham.

Henrik efterlader sig sin hustru, Lone, deres tre sønner: Jens, Lars og Mads, svigerdøtre og seks børnebørn.

ÆRET VÆRE HENRIK BRINK CLAUSENS MINDE.