Isens krystalstruktur
Is består af individuelle iskrystaller med hver deres fysiske egenskaber. Krystaller i gletsjeris er typisk 1-5 mm i diameter, men i meget gammel is, fra fx Antarktis, kan man finde krystaller der er meget større.
Når isen flyder ændres dens krystalstruktur. Og omvendt påvirker størrelsen og retningen af krystallerne hvordan isen deformerer, når den udsættes for tryk. Derfor kan målinger af isens krystalstruktur afsløre "flydehistorien" for en isprøve, og på den måde levere oplysninger om, hvordan isen deformerer.
Isens krystalstruktur bliver undersøgt ved såkaldte tyndslib. Teknikken bygger på, at iskrystaller kan ændre lysets polarisationsretning.
En 5 mm tyk skive af is skæres ud med en båndsav. Hvis man forsøger at skære en skive tyndere end 5 mm, vil vibrationerne i savbladet få skiven til at gå i stykker. Skiven monteres på en glasplade og slibes ned, indtil den er bare 0.5 mm tyk. Tyndslibet placeres nu mellem to krydsede polarisationsfiltre. Normalt passerer der intet lys igennem filtrene når de er placeret vinkelret på hinanden; men fordi iskrystallerne ændrer lysets polarisationsretning, vil hver enkelt krystal få en farve der afhænger af dens retning. På denne måde kan man måle størrelsen og retningen af krystallerne.
Et tyndslib placeret mellem to krydsede polarisationsfiltre. Hvis man kigger på isen uden filtrene, er den ganske gennemsigtig. Krystallernes farve afhænger af deres retning. Den viste prøve er ca. 6 cm ⋅ 6 cm.
En skive is, der er skåret fra en iskerne, slibes ned til en tykkelse af 0.5 mm. Den øverste del af maskinen, med den skarpe microtome-kniv, bevæges frem og tilbage, og for hver gang den flyttes, sliber den et ultratyndt lag af isprøven.
Læs mere om Støv, krystalstørrelse og synlige lag i isen