Datering ved hjælp af årlagstælling
En iskappe er opbygget af lag (strata) af sne og is, lidt lige som en gigantisk lagkage. På den indre del af iskappen, hvor der falder mere sne end der smelter og fordamper (den såkaldte akkumulationszone), lægger der sig hvert år et nyt lag sne ovenpå de tidligere års snefald.
Når snelagene dækkes af nye lag bliver de presset sammen (læs mere om firnzonen: omdannelse fra sne til is her). Lagene bliver langsomt komprimeret til is, og bliver på deres vej ned i iskappen tyndere og ældre, for til sidst at smelte eller brække af som isbjerge ved isranden. Opmålingen og studiet af lagdelingen af iskappen kaldes stratigrafi.
Illustrationen viser et snit gennem iskappen. Bemærk at iskappen i virkeligheden er cirka 1000 km bred og 3 km tyk. De grønne vandrette linjer repræsenterer årlag som bliver tyndere og ældre ned gennem iskappen. De sorte pile viser hvordan isen typisk flyder: nedad og udad fra de indre dele og ud mod randen. Flydemønsteret opstår på grund af at der er et overskud af sne i de kolde, indre dele (den såkaldte akkumulationszone) og underskud af is langs randen på grund af smeltning og kælvning (den såkaldte ablationszone).
Isens lagdeling kan studeres på mange måder. Den mest direkte måde er at grave en rende i sneen, for at blotlægge lagene.
En dobbelt-rende tæt ved NEEM-borestedet. De to render i sneen udgraves tæt på hinanden så de kun adskilles af en tynd snevæg. Observatøren sidder i den ene rende som dækkes med en plade krydsfinér. Lys skinner fra den anden rende gennem snevæggen, og lagdelingen bliver derved synlig.
Hver gang der falder sne (fx under en snestorm) dannes et separat lag. Overgangen mellem sommer- og vintersne kan typisk findes ved at se efter en hård overflade, eller måske endda et smeltelag i toppen af sommersneen. Dette er meget praktisk, da lagene på denne måde kan bruges til dateringsformål ved at tælle hvor mange lag sommer- og vintersne der er fra overfladen og ned til en given dybde. Der skal imidlertid mere sofistikerede metoder til, for at få en præcis datering, specielt fordi den synlige lagdeling bliver mindre tydelig når sneen presses sammen til gletschersis. For at kunne adskille disse lag, er det nødvendigt at foretage målinger på iskernen.
Isens isotopsammensætning og mængden af urenheder i isen udviser en lagdeling, der kan bruges til årlagstælling. Den mest velkendte metode er at bruge forekomsten af de stabile isotoper i isen. Men den mest sikre datering opnås ved parallelt at anvende mange forskellige måleserier - der hver især udviser årlige svingninger - til at identificere årlagene.
Læs mere om
- datering ved hjælp af målinger af isens isotopforhold
- hvordan diffusion begrænser hvor gammel is der kan dateres vha. måling af isotoperforhold
- datering ved hjælp af studier af parallelle urenhedsmåleserier
- GICC05-tidsskalaen, der er konstrueret ved en kombination af disse to dateringsmetoder